På denne side kan du læse om, hvad vi tror.
Kort fortalt
Kort fortalt og i grove træk har Aarhus Frimenighed det trosgrundlag, som kristne altid har bekendt sig til.:
Vores grundlag er Guds Ord, Bibelen. Den er den absolut øverste autoritet i alle spørgsmål.
Vi tror, at en række helt grundlæggende punkter i den kristne tro, som den er åbenbaret i Bibelen, er fortolket rigtigt i flg. bekendelsesskrifter:
- Den augsburgske Bekendelse
- Luthers lille Katekismus
- Den athanasianske Trosbekendelse
- Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse
- Den apostolske Trosbekendelse
At Aarhus Frimenighed er en frimenighed, betyder bl.a., at den ikke er en del af Folkekirken.
Nogle vigtige punkter
Her er et kort oversigt over nogle af de grundlæggende punkter i det, vi tror på.
Bibelen
Vores grundlag er Guds Ord, Bibelen. Den er den øverste autoritet i alle spørgsmål. Fordi Gud åbenbarer sig gennem Bibelen og ikke kan lyve, er Bibelen er uden fejl – ikke blot i trosspørgsmål, men også i historiske spørgsmål. Når du læser Bibelen, taler Gud til dig. Bibelens centrum er Jesus.
Gud
Gud er én Gud, som samtidig består af tre personer: Gud Fader, Jesus og Helligånden. Gud er alle steder overalt i og uden for universet. Han har altid eksisteret og vil altid eksistere. Han kan alt og ved alt, og han er altid den samme. Han er uendelig, mens alt andet er skabt af ham. Han har skabt alt – både mennesker, dyr og planteriget, sådan som Bibelen beskriver det i Skabelsesberetningen (1. Mos. 1-2).
Han kan ikke gøre ondt, men kun godt. Han er en kærlig Gud, som elskede og elsker mennesker så højt, at han gav sin eneste Søn, Jesus, for at frelse os fra vores synder.
Jesus
Jesus er den anden person i Treenigheden. Jesus er både Gud og menneske. Han levede hos sin Far i Himmelen, før han kom til jorden, og han vil altid leve. Han blev født her på jorden af en jomfru, hans mor Maria, levede som et menneske i Israel, blev dømt, hånet, pint og korsfæstet. Efter at have været død i tre dage, blev Jesus levende igen og stod bogstavelig talt, fysisk, op af sin grav. Jesus døde og opstod for at betale (sone) straffen for alle menneskers synd og skyld. Jesus døde altså i stedet for os. Efter sin opstandelse blev Jesus for øjnene af sine disciple optaget til Himmelen. Jesus kommer tilbage igen. En dag vil han vise sig på himmelens skyer, hvor alle mennesker over hele jorden vil kunne se ham.
Helligånden
Helligånden, Guds Ånd, er den tredje person i Treenigheden. Han er en person og er fuldt ud Gud på lige fod med Gud Fader og Gud Søn, Jesus. Han har altid eksisteret og vil altid eksistere. Uden Helligånden ville ingen mennesker nogensinde komme til tro på Jesus. På grund af synden ønsker intet menneske at have noget med Gud at gøre og tro på ham. Men Guds Ånd overbeviser mennesker om synd gennem Loven (de ti bud og de øvrige bud, som Jesus har givet os, “Kristi lov”). Han peger hen på Jesus og vidner om frelsen i ham. Kun han kan skabe troen i et menneske. Det gør han gennem sit Ord i Bibelen, ordet om korset, hvorpå Jesus døde. Alle, der har en ægte og sand tro på Jesus som frelser og er døbt til Jesus Kristus, har også Helligånden. De er døbt med Helligånden én gang for alle, men kan blive fyldt af ham igen og igen.