Forkerte forslag
Hvad er den kristne Kirkes største fare?
Det er der mange bud på i dag. Nogle mener, at vi mangler penge, teknologi, musik, bygninger og dygtigere prædikanter. Andre mener, at Kirkens største problem er, at den ikke følger med tiden.
Den virkelige fare
Ser vi efter i Guds Ord, bliver det imidlertid hurtigt klart, at den kristne Kirkes største fare og problem er, at den giver arvesølvet bort, at den fornægter selve sit grundlag.
Den kristne Kirkes grundlag har altid været og skal altid være Guds Ord, som Jesus har givet os igennem Bibelen. Jesus kaldes selv Guds Ord, fordi han åbenbarede sandheden om Gud. Bibelen er den eneste sikre vejledning til at finde sandheden, til at finde Gud og få evigt liv. Som der står i Salme 119 (vers 105): “Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
Når kristne skammer sig over Guds Ord
Det tragiske er, når kristne skammer sig over Guds Ord eller ligefrem fornægter det. Det sker desværre i høj grad i dag. Mennesker, som bekender sig som kristne, fornægter helt centrale punkter i den kristne tro:
- At Gud har skabt verden og alt andet
- At han udvalgte sig gennem sit folk Israel og åbenbarede sig igennem dets profeter
- At han sendte Jesus som sin egen søn til denne jord
- At Jesus døde og opstød fysisk
- At der er en evig fortabelse
- At der ikke findes nogen anden vej til frelse end gennem Jesus
- At vi bliver retfærdiggjort ved tro alene
- At Jesus kommer tilbage til denne jord for at holde dom
Guds Ord taler klart
Alt dette siger Guds Ord tydeligt og klart. Alligevel fornægter mange dette eller er villige til at gå på kompromis med det. Men det svarer til at blande gift i mad.
Hvis Kirken skal have en fremtid her i Vesteuropa, er det eneste holdbare, at den vender tilbage til Guds Ord og ikke tillader Djævelen at drive det væk fra vores hjerter.